Lov om avslutning av avtaler, om fuldmagt og om ugyldige viljeserklæringer.

§ 2. Har den, som har tilbudt at slutte en avtale, forlangt svar inden en viss frist (akceptfrist), maa svar, som antar tilbudet (akcept), være kommet frem til ham, før fristen er ute.

Er tilbudet gjort i brev, regnes fristen fra den dag, brevet er datert. Er tilbudet gjort i telegram, regnes fristen fra det øieblik, det er indlevert til avsendelsesstedets telegrafstation.

§ 3. Har tilbyderen ikke fastsat nogen akceptfrist, maa akcepten, hvis tilbudet er gjort i brev eller telegram, være kommet frem til ham inden utløpet av den tid, som han, da han avgav tilbudet, maatte regne paa skulde gaa med. Tiden beregnes, hvis ikke andet fremgaar av forholdet, under forutsætning av, at tilbudet kommer frem uten forsinkelse, at den anden part skal ha rimelig tid til at overveie, før han svarer, og at svaret ikke blir forsinket underveis. Er tilbudet gjort i telegram, skal akcepten telegraferes, hvis den ikke paa anden maate kommer likesaa tidlig frem.

Er tilbudet gjort mundtlig og akceptfrist ikke indrømmet, maa det straks akcepteres.

§ 4. Kommer akcepten for sent frem, ansees den for nyt tilbud. Dette gjælder dog ikke, hvis avsenderen av akcepten gaar ut fra, at den er kommet frem i rette tid, og tilbyderen maa forstaa dette. I saa fald skal han, hvis han ikke vil godta akcepten, uten ugrundet ophold gi den anden part meddelelse om det. Ellers ansees avtale for sluttet.

§ 5. Blir tilbudet avslaat, ophører det at være bindende for tilbyderen, selv om akceptfristen ikke er ute.

§ 6. Fremtræder svaret som akcept, men stemmer det ikke med tilbudet, ansees det for avslag i forening med nyt tilbud.

Dette gjælder dog ikke, hvis avsenderen av akcepten gaar ut fra, at den stemmer med tilbudet, og tilbyderen maa forstaa dette. I saa fald skal han, hvis han ikke vil godta akcepten, uten ugrundet ophold gi den anden part meddelelse om det. Ellers ansees avtale for sluttet med det indhold, akcepten har.

§ 7. Kaldes tilbud eller svar paa tilbud tilbake, er tilbakekaldelsen virksom, hvis den kommer frem til den anden part før eller samtidig med, at tilbudet eller svaret kommer til hans kundskap.

§ 8. Selv om tilbyderen har erklært, at han vil anse den anden parts taushet for akcept, eller det forøvrig fremgaar av forholdet, at han ikke venter uttrykkelig svar, pligter allikevel den anden part paa forespørsel at gi svar, hvis han vil akceptere tilbudet. Gjør han ikke det, er tilbyderen fri.

§ 9. Har nogen i en henvendelse, som ellers vilde bli at betragte som tilbud, sat ind ordene "uten forbindtlighet", "uten obligo" eller lignende, er henvendelsen ikke et tilbud, men ansees for en opfordring til at gjøre tilbud av det indhold, henvendelsen har. Indløper et saadant tilbud inden rimelig tid fra nogen, som henvendelsen er rettet til, og maa mottageren gaa ut fra, at det er fremkaldt ved henvendelsen, skal han uten ugrundet ophold gi tilbyderen meddelelse, hvis han ikke vil akceptere tilbudet. Ellers ansees det for akceptert.

2det kapitel. Om fuldmagt.

Indtar nogen ifølge avtale med en anden en stilling, som efter lov eller sedvane medfører beføielse for ham til indenfor visse grænser at handle paa den andens vegne, 1) ansees han at ha fuldmagt til at foreta retshandler, som falder indenfor disse grænser.

§ 11. Har fuldmægtigen handlet i strid med forskrifter, som fuldmagtsgiveren har git ham, og forstod tredjemand det eller burde han forstaat det, blir retshandelen ikke bindende for fuldmagtsgiveren, selv om den ligger indenfor fuldmagten.

Har fuldmagtsgiveren bare meddelt fuldmagten til fuldmægtigen (§ 18), gjælder det samme, selv om tredjemand var i god tro.

§ 12. Vil fuldmagtsgiveren tilbakekalde en fuldmagt, som er omhandlet i §§13 -- 16 har han, selv om han har underrettet fuldmægtigen om, at fuldmagten ikke længer skal gjælde, at foreta, hvad der i de nævnte paragrafer for hvert enkelt tilfælde er foreskrevet. Er flere av disse forskrifter anvendelige paa samme fuldmagt, blir de alle at iagtta.

Den tredjemand, overfor hvem en fuldmagt er tilbakekaldt paa den i § 13 omtalte maate, kan dog ikke gjøre gjældende, at den ogsaa skulde være kaldt tilbake paa anden maate.

§ 13. Har fuldmagtsgiveren bragt fuldmagten til tredjemands kundskap gjennem en særskilt erklæring til ham, er den kaldt tilbake, naar en særskilt erklæring om, at den ikke længer skal gjælde, er kommet frem til tredjemand.

§ 14. Har fuldmagtsgiveren kundgjort fuldmagten gjennem bladene eller paa anden maate, kaldes den tilbake ved en erklæring, som kundgjøres paa samme vis.

Lar dette sig ikke gjøre, kundgjøres erklæringen paa anden likesaa virksom maate. Fuldmagtsgiveren kan forlange, at den myndighet, som er nævnt i § 17, avgjør, hvad han maa foreta.

Tinglysning av fuldmagt ansees ikke for kundgjørelse av den.

§ 15. Fuldmagt som omhandlet i § 10, 2det led, tilbakekaldes ved, at fuldmægtigen fjernes fra stillingen.

§ 16. Har fuldmagtsgiveren git fuldmægtigen skriftlig fuldmagt, kaldes den tilbake ved, at den paa fuldmagtsgiverens forlangende enten gives tilbake til ham eller tilintetgjøres.

Fuldmægtigen pligter at gi fuldmagten tilbake, naar fuldmagtsgiveren forlanger det.

§ 17. Gjør fuldmagtsgiveren det sandsynlig, at det ikke er mulig at kalde en skriftlig fuldmagt tilbake paa den maate, som er foreskrevet i § 16, eller at det ikke kan ske i rimelig tid, kan fuldmagten paa fuldmagtsgiverens begjæring erklæres magtesløs.

Begjæringen indgives til den myndighet som fører Foretaksregisteret. Finder denne myndighet, at begjæringen bør indvilges, utfærdiger den en erklæring om, at fuldmagten skal være magtesløs, naar erklæringen har været indrykket i Norsk Kundgjørelsestidende, og derefter en bestemt tid, høist fjorten dage, er gaat. Det kan i erklæringen bestemmes, at den ogsaa skal kundgjøres paa anden maate før indrykningen i Kundgjørelsestidende.

Negter registreringsmyndigheten at efterkomme begjæringen, kan fuldmagtsgiveren forlange spørsmaalet forelagt for vedkommende regjeringsdepartement.

§ 18. Er fuldmagten bare meddelt gjennem en erklæring fra fuldmagtsgiveren til fuldmægtigen, er den kaldt tilbake, naar en erklæring om, at fuldmagten ikke skal gjælde lenger, er kommet frem til fuldmægtigen.

§ 19. Er fuldmagten kaldt tilbake eller erklært magtesløs, men har fuldmagtsgiveren særlig grund til at tro, at fuldmægtigen allikevel vil foreta en retshandel paa hans vegne overfor en bestemt tredjemand, som han maa anta ikke kjender til, at fuldmagten ikke gjælder længer, maa han saa vidt mulig gi ham meddelelse om det. Ellers blir retshandelen bindende for fuldmagtsgiveren, hvis tredjemand var i god tro.

§ 20. Er fuldmagten ikke kaldt tilbake eller erklært magtesløs, men har fuldmagtsgiveren forbudt fuldmægtigen at bruke den, eller har han paa anden maate git tilkjende, at han ikke længer vil, at den skal gjælde, blir en retshandel, som fuldmægtigen foretar, ikke bindende for fuldmagtsgiveren, hvis tredjemand kjendte forholdet eller burde ha kjendt det.

§ 21. Dør fuldmagtsgiveren, gjælder fuldmagten allikevel, forsaavidt ikke særlige grunde viser, at den skal falde bort. En retshandel, som fuldmægtigen foretar i henhold til fuldmagten, blir i hvert fald bindende for fuldmagtsgiverens bo, hvis tredjemand ikke kjendte eller burde ha kjendt dødsfaldet og dets betydning for fuldmagten til at foreta retshandelen. Har fuldmagtsgiveren bare meddelt fuldmagten til fuldmægtigen (§ 18), kræves det dog, forat retshandelen skal være bindende, at heller ikke fuldmægtigen kjendte forholdet eller burde ha kjendt det, da han foretok retshandelen.

Fuldmagten ophører fra det tidspunkt, fuldmagtsgiverens dødsbo tages under offentlig skifterets behandling.

§ 22. Blir fuldmagtsgiveren gjort umyndig, faar en retshandel, som fuldmægtigen derefter foretar, ikke anden virkning, end om den umyndiggjorte selv hadde foretat den.

§ 23. Kommer fullmaktsgiveren under konkurs, blir en rettshandel, som fullmektigen deretter foretar, ikke bindende for boet i større utstrekning enn om den var foretatt av fullmaktsgiveren selv. Er rettshandelen foretatt i henhold til en fullmakt som nevnt i § 18, kan tredjemann likevel ikke gjøre rettshandelen gjeldende overfor boet, dersom fullmektigen kjente eller burde ha kjent til konkursen da han foretok den.

Reglene i første ledd gjelder tilsvarende når det er nedlagt rådighetsforbud overfor fullmaktsgiveren etter § 75 i lov om gjeldsforhandling og konkurs.

§ 24. Selv om fullmaktsgiveren er gjort umyndig eller hans bo som dødsbo eller konkursbo er kommet under offentlig skifteretts behandling, kan fullmektigen likevel i kraft av fullmakten foreta de rettshandler, som er nødvendige for å beskytte den umyndiggjorte eller boet mot tap, inntil vergen eller bestyrelsen kan vareta deres tarv.

§ 25. Den, som optræder som fuldmægtig for en anden, indestaar for, at han har fornøden fuldmagt. Godtgjør han ikke, at han det har, eller at retshandelen senere er blit godkjendt eller av andre grunde er bindende for den, paa hvis vegne den er foretat, skal han erstatte den skade, tredjemand lider ved, at retshandelen ikke kan gjøres gjældende mot den opgivne fuldmagtsgiver.

Denne regel kommer dog ikke til anvendelse, hvis tredjemand forstod eller burde ha forstaat, at den, som har foretat retshandelen, ikke hadde fornøden fuldmagt. Heller ikke kommer den til anvendelse, hvis den, som har foretat retshandelen, handlet i henhold til en fuldmagt, som var ugyldig eller uvirksom av en grund, han var uvidende om, og som tredjemand heller ikke kunde regne paa, at han kjendte til.

§ 26. Det, som i dette kapitel er bestemt om fuldmagt til at foreta retshandler, faar tilsvarende anvendelse paa fuldmagt til at optræde for fuldmagtsgiveren ved retshandler, som foretages overfor ham.

§ 27. Om tilbakekaldelse av prokura, som er anmeldt til Foretaksregisteret gjelder lov om registrering av foretak § 4-1 annet ledd og § 10-1 første ledd. Er tilbakekaldelsen registrert og kundgjort paa lovbefalt maate, behøver fuldmagtsgiveren ikke at kalde fuldmagten tilbake ogsaa paa andet vis.

3dje kapitel. Om ugyldige viljeserklæringer.

Er det tredjemand, som har fremtvunget viljeserklæringen, og var den anden part i god tro, maa den tvungne, hvis han vil paaberope tvangen, gi ham meddelelse om det uten ugrundet ophold, efterat tvangen er forbi. Ellers er han bundet ved erklæringen.

§ 29. Er en viljeserklæring retsstridig fremkaldt ved anden tvang end den, som er nævnt i § 28, binder den ikke den, som har avgit den, dersom den anden part enten selv har utøvet tvangen eller kjendte til eller burde ha kjendt til, at viljeserklæringen retsstridig var fremtvunget av en tredjemand.

§ 30. Er en viljeserklæring fremkaldt ved svik fra den anden part, binder den ikke den som har avgit den. Det samme gjælder, hvis tredjemand har fremkaldt den ved svik, og den anden part kjendte eller burde ha kjendt forholdet.

Har den anden part svikagtig git urigtige oplysninger om omstændigheter, som kan antages at ha hat betydning for viljeserklæringen, eller har han svikagtig fortiet saadanne omstændigheter, ansees han for at ha fremkaldt erklæringen derved, hvis ikke det motsatte godtgjøres.

§ 31. Har nogen utnyttet en andens nødstilstand, letsind, forstandssvakhet, uerfarenhet eller det avhængighetsforhold, som denne staar i til ham, til at opnaa eller betinge fordele, som der ikke skal ydes vederlag for, eller som staar i aapenbart misforhold til vederlaget, blir den anden part ikke bundet ved sin viljeserklæring.

Det samme gjælder, hvis det er tredjemand, som har gjort sig skyldig i saadant forhold, og mottageren av viljeserklæringen kjendte eller burde ha kjendt forholdet.

Fragaaes retshandelen, er saavel den krænkede part som den anden pligtig at tilbakegi det av ham mottagne eller dettes værdi tillikemed - hvor retshandelen angaar pengelaan - lovlig rente fra mottagelsestiden. De samme regler kommer til anvendelse overfor den tredjemand, til hvem det mottagne er overdrat, og som kjendte eller burde kjendt forholdet.

Ved det, som her er bestemt, er ingen forandring gjort i lov om sjøfarten av 20 juli 1893 § 227.

§ 32. Den, der har avgit en viljeserklæring, som ved feilskrift eller anden lignende feiltagelse fra hans side har faat et andet indhold end tilsigtet, er ikke bundet ved erklæringens indhold, hvis den, til hvem erklæringen er avgit, indsaa eller burde indse, at der forelaa en feiltagelse.

Er en viljeserklæring forvansket ved feiltelegrafering, blir den, som har avgit den, ikke bundet ved erklæringen i den skikkelse, den er kommet frem.

Det samme gjælder, hvis en mundtlig viljeserklæring, som sendes ved bud, blir bragt frem i forvansket skikkelse.

Er forvanskningen foranlediget ved skyld fra avsenderens side, pligter han at erstatte mottageren det ved feilen forvoldte tap.

Er avsenderen blit vitende om forvanskningen, og vil han paaberope den, skal han uten ugrundet ophold gi den anden part meddelelse om det. Gir han ikke slik meddelelse, gjælder erklæringen som den er kommet frem, hvis ikke den anden part kjendte eller burde ha kjendt forvanskningen.

§ 33. Selv om en viljeserklæring ellers maatte ansees for gyldig, binder den ikke den, som har avgit den, hvis det paa grund av omstændigheter, som forelaa, da den anden part fik kundskap om erklæringen, og som det maa antages, at han kjendte til, vilde stride mot redelighet eller god tro, om han gjorde erklæringen gjældende.

§ 34. Er en skriftlig viljeserklæring avgit paa skrømt, og har mottageren overdrat ret efter den til en tredjemand, som var i god tro, kan det ikke overfor ham gjøres gjældende, at erklæringen var skrømtet.

§ 35. Er kvittering for et pengebeløp frakommet fordringshaveren uten hans vilje, blir skyldneren allikevel fri, hvis han i god tro, og efterat fordringen er forfaldt, betaler pengene mot utlevering av kvitteringen.

§ 36. En avtale kan helt eller delvis settes til side eller endres for så vidt det ville virke urimelig eller være i strid med god forretningsskikk å gjøre den gjeldende. Det samme gjelder ensidig bindende disposisjoner.

Ved avgjørelsen tas hensyn ikke bare til avtalens innhold, partenes stilling og forholdene ved avtalens inngåelse, men også til senere inntrådte forhold og omstendighetene for øvrig.

Reglene i første og annet ledd gjelder tilsvarende når det ville virke urimelig å gjøre gjeldende handelsbruk eller annen kontraktrettslig sedvane.

§ 37. Opphevet ved lov 4. mars 1983 nr 4.

§ 38. Har nogen gaat ind paa, at han av konkurransehensyn ikke skal ta plads i eller drive forretning eller virksomhet av en viss art, binder vedtagelsen ham ikke, forsaavidt den urimelig indskrænker hans adgang til erhverv eller maa anses for at strække sig længer end paakrævet for at verne mot konkurranse. Ved avgjørelsen av, om vedtagelsen urimelig indskrænker den forpligtedes adgang til erhverv, skal hensyn tages ogsaa til den betydning, det har for den anden part, at avtalen opretholdes.

Er avtalen indgaat mellem indehaveren av en bedrift og nogen, som er ansat i bedriften som lærling, kontorist, betjent, arbeider eller i lignende underordnet stilling og gjælder den en viss tid, efterat ansættelsen er ophørt, er forpligtelsen ikke bindende for den underordnede. Er ansættelsen av den art, at den gir den ansatte indblik i indehaverens kundekreds eller forretningshemmeligheter, og han derhos kunde benytte dette indblik til i betydelig grad at skade indehaveren, skal forpligtelsen dog være bindende for den underordnede, forsaavidt ikke dette i urimelig grad vil vanskeliggjøre hans adgang til erhverv eller strækker sig længer end paakrævet for at verne mot konkurranse.

Har nogen, som er ansat i anden stilling i en bedrift, paatat sig slik forpligtelse, gjælder den ikke, hvis indehaveren siger ham op, uten at han har git rimelig grund til det, eller hvis han selv fratræder, og indehaveren har git ham rimelig grund til det ved at undlate at opfylde sine forpligtelser.

4de kapitel. Slutningsbestemmelser.

§ 40. Naar nogen, som efter denne lov skal "gi meddelelse", har indlevert meddelelsen til befordring med telegraf eller post eller avsendt den paa anden forsvarlig maate, gaar det ikke ut over ham, om meddelelsen forsinkes eller ikke kommer frem.

§ 41. Denne lov gjælder bare paa formuerettens omraade. Ved denne lov ophæves ---